Kvindernes frigørelse

”Lykke” råbte Elisabeth Grundtvig ud over forsamlingen. ”Lykke, det er, hvis flertallet af mænd blev kyske og trofaste! Det er, hvis vi tænker os et samfund, hvor den sanselige drift kun findes i forbindelse med kærlighed, hvor mænd og kvinder lever i rene, lykkelige ægteskaber, og hvor forførelse, voldtægt, prostitution og al den elendighed, som følger med det, kun kendes af navn!”Først var der dødstille i salen. Så bragede klapsalverne fra de hundredvis af kvinder løs i flere minutter.

Kvindernes kamp for ligestilling, både i forhold til frigjorthed, politisk indflydelse og økonomisk lighed, har haft kæmpe indflydelse på den måde vores samfund er indrettet i dag. Hvis datidens kvinder (og mænd) ikke havde øjnet muligheden for frigørelse fra det mandsdominerede samfund, kvindernes underkuelse og det traditionsbundne ægteskab, hvordan ville vores verdenssyn, vores hverdag og vores syn på os selv, så se ud den dag i dag? Hvis de ikke havde haft modet til at stå frem, og sætte problemerne under debat, ville vi så have levet under de samme undertrykkende forhold, som de gjorde? Eller var det en naturlig udvikling, som ville have fundet sted uden kvindernes indblanding? For at finde svarene på disse, og tonsvis af andre spørgsmål, må vi kigge tilbage til noget, vi i dag kalder sædelighedsfejden.

onsdag den 9. november 2011

Sædelighedsfejden

Sædelighedsfejden er en betegnelse for en debat om køn, moral og hvordan samfundet skulle indrettes, under det moderne gennembrud i 1880’erne. Det blev heftigt debatteret, hvorvidt den seksuelle kyskhed der gjaldt for kvinderne, også skulle gælde for mændene. Problemet var nemlig, at opfattelsen dengang var, at Gud havde skabt kvinder og mænd forskelligt. Noget lægevidenskaben bakkede op omkring. Kvinder var ikke udstyret med en kønsdrift, og var kun til for forplantningens skyld, hvorimod mændene var udstyret med en stærk og naturlig kønsdrift, der måtte tilfredsstilles af hensyn til deres fysiske og psykiske tilstand. Dilemmaet var så, at kvinder skulle være jomfru ved brylluppet, hvorimod manden godt måtte være erfaren. Og problemet forsvandt heller ikke ved ægteskabet. Hvis en kvinde var utro, blev det regnet for et stort brud på tilliden og resulterede ofte i udstødelse, hvor hvis manden var utro, blev det anset som en ærgerlig, men acceptabel gerning – hvilket egentlig var i strid med Biblens 6. bud; du må ikke bryde et ægteskab, som var det argument, der blev brugt mod kvinderne. Uretfærdigt? Måske, men dengang var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar