Debatten raser

Debatten rasede i mange år og var et fast punkt på dagsordenen til diverse møder. Alle deltog; forfattere skrev tonsvis af bøger, hvor de gav udtryk for deres holdninger, kunstnere malede billeder, hvor de viste fordele og ulemper ved de forskellige synspunkter, men et af de steder hvor sædeligheden blev debatteret mest var i Dansk Kvindesamfund. Her var bl.a. Elisabeth og Bjørnstjerne faste talere, og medlemmerne støttede op om den såkaldte ”handskemorale”.

                             Sædelighedsfejden nåede sit højdepunkt i marts 1887, netop til et af disse møder, med Elisabeth Grundtvig som taler. Her talte hun om, hvordan mænd skulle lære at kontrollere deres lyster, for at der kunne skabes rene, ligeværdige ægteskaber. En måned senere gentog hun så sit foredrag i Kvindernes Fremskridtsforening, hvilket udløste en hed debat i avisen Socialdemokraten. Der var nemlig en fjerde holdning til sagen, som argumenterede for, at prostitutionen og uligheden i ægteskaberne skyldtes den økonomiske ulighed, og kunne forhindres, hvis kvinder fik de samme jobmuligheder som mænd, så de kunne forsørge sig selv, og derfor selv vælge hvem de ville giftes med. De mente ikke, at elendigheden kunne forhindres ved en højnelse af mændenes moral, og støttede Brandes i hans holdninger om fri sex før ægteskabet. Der var dog ikke så mange, der var enige i dette synspunkt.

                             Da Brandes så kom hjem fra en lang rejse senere samme år, skrev han tre indlæg i Politiken, hvor han hånede og ydmygede ”handskekvinderne”, særligt Elisabeth Grundtvig. Det fik hende og Bjørnson til at føre en retssag mod ham og Politiken, og det endte også med, at Politikens redaktør måtte betale en bøde.

                             Der fandtes også nogle kvinder, der mente, at de sædelige lighedskrav skulle tages af dagsordenen, men dette blev kraftigt nedstemt. Bjørnstjerne Bjørnson turnerede senere med et nyt foredrag, men dette formåede ikke at holde gang i debatten, og den ebbede ud de følgende år.